I anledning af min fødselsdag fik jeg lov til at bruge en forlænget weekend oppe ved Lagan hvor fiskeklubben har et hus. Ankomstdagen gik med at kigge lidt ned i vandet ved hytten. Efter en smule geddefiskeri begyndte jeg så småt at redde dagen ved at fiske efter de skaller, eller hvad det nu var, der ringede ved en lille pynt. Der blev skiftet over til bobleflåd og to maddikker på en lille krog, og der gik heller ikke lang tid før jeg havde landet tre løjer.





Dagen efter havde vi tænkt os at fiske efter bækørreder i VÄnneån. Det gik desværre ikke særligt godt, for der var ikke særligt meget vand i bækken, og derfor var fiskene ikke interresserede i at spise, men i at gemme sig. En fisk fik vi dog, en sød lille aborre på 20 cm. En god trøstepræmie, udover den så vi ikke så meget som en eneste fisk i åen.



Næste dag skulle der nye boller på suppen. egentlig havde vi tænkt os at fiske efter gedder og sandart i en stor sø, men fik at vide at den krævede en del lokalkendskab, og ud over det skulle der ikke være sååå store gedder endda. Derfor tog vi til Gustavsfors og Frederiksfors hvor der er sat regnbueørreder ud i et kæmpestort vandsystem hvilket gør dem så godt som vilde. Allerede tredje sted vi prøvede var der hug, en regnbue i vildt god kondition havde smækket kæberne om den lille sorte vibrax-spinner. Det blev en kort, men intens fight med et par seje træk ned langs brinken. Da vi fik den landet så vi at den var kroget helt nede i gællerne og gokkede den derfor så hurtigt som muligt, men der var ingen tvivl: Den regnbue var ikke i tvivl om hvorvidt den ville have den spinner eller ej!



Ud over regnbuen fik vi en del løjer, med den største på 15,5 cm, en stor skalle på 20 cm, og sidst en fin aborre der trods spisestørrelse røg ud igen.







Den sidste dag ville jeg gerne lige kigge lidt på lakseelven Lagan. Da jeg er under 18 år måtte jeg fiske gratis og det måtte jeg jo benytte mig af. Der var masser af laks der sprang og alene det var jo spændende. Jeg havde egentlig ikke forventninger om at fange noget, men pludselig fik jeg et hug. Det var precist som jeg havde forestillet mig et laksehug, nemlig forsigtigt, men med en smule vægt. Jeg gav et tilslag og håbede at jeg ville kroge fisken godt. Jeg mærkede tyngde forenden af linen og de første 5-10 sekunder føltes det rigtig godt - Indtil jeg blev enig med mig selv om at det måtte være en ekstremt lille laks, hvis det da overhovedet var en laks. Det var det jo så ikke, men jeg nåede at få et adrenalinsus. Efter et minut kunne jeg lande en pæn aborre på 170 g, ny PR og frokost. Herefter kørte vi hjemad og selvom det blot havde været en aborre der havde hugget - og selvom den ikke var forfærdelig stor - så var smilet simpelthen ikke til at fjerne fra mit ansigt.