Beskrivelse af turen:
Min søn Malthe havde plaget om en størtur i flere dage, og som den gode far jeg er, ofrede jeg min søndag på sagen. Vi ankom til Poppelsøen klokken 8.15, og der var allerede mange mennesker ved søen. Det lykkedes heldigvis at få et par gode pladser alligevel. De første par timer gav en del mindre fisk med den største på cirka 14 kg til Malthe. Så flyttede vi plads, og det skulle vise sig at være en god beslutning. Min første fisk var en
hvid stør på ca. 15 kg. Den næste fisk gav sved på panden, og der var virkelig stress på, da Malthe samtidig krogede en stor beluga. Linerne krydsede flere gange, og den tredje line, som lå i midten, blev viklet fuldstændig sammen med min line. Jeg måtte have hjælp af en venlig fisker fra søen til at skære den tredje line fri, så vi kunne presse fiskene væk fra hinanden. Malthe fik sin fisk på land, men da jeg stadig var travlt optaget, måtte han genudsætte fisken, som var omkring 18 kg, uden at få den vejet. Langt om længe fik jeg min fisk op på
afkrogningsmåtten, og det viste sig at være en
hvid stør på 26 kg og 154 cm. En virkelig tyksak! Dagens resultat blev 17 stører til mig og 12 til Malthe. 11 af fiskene var over 10 kg. Det kan man vist ikke klage over.